Børnefraktur af tuberositas tibia

Diagnosekode: DS821

Udarbejdet af Sara Dietz Pedersen. November 2020

Introduktion

  • Epidemiologi:
    – Udgør 0,4-2,7 % af alle børnefrakturer
    – Opstår langt hyppigere ved drenge end piger 10:1
    – Typisk i alderen 12-15 år
  • Patofysiologi: Opstår typisk i forbindelse med sport der involverer eksplosive hop eller sprint
  • Associerede skader:
    – Ved involvering af ledfladen (type III) skal meniskforhold overvejes.

Præsentation

  • Symptomer: Barnet oplever typisk pludselig smerter og et smæld af knæet i forbindelse med hop eller sprint. Knæet hæver typisk op kort derefter.
  • Relevant undersøgelse og fund:
    – Problemer med at ekstendere i knæet. Ved de mindre alvorlige skader kan patienten godt ekstendere knæet mod tyngdekraften, men ikke mod modstand
    – Hævelse omkring knæet og den proximale del af tibia
    – Ømhed ved den anterior proximale del af tibia, patellasenen og m. quadriceps.
    – Ekstensorapparatet testes (eksempelvis løft af ben strakt)

Klassifikation

  • Ogden klassifikation er hyppigst brugt.

  • Klassifikationen baseres på angivelse af frakturen (avulsionen) i forhold til ossifikationscenter og epifysen. Type I frakturen går gennem det sekundære ossifikationscenter (tæt på lig. patella tilhæftningen). Type II frakturen går i mellem det primære og sekundære ossifikationscenter. Type III frakturen går tvær gennem begge ossifikationscentre og op i leddet (hyppigste type). Type IV fraktur gennem hele epifysen. Type V en periostal sleeve avulsion

Skadestue behandling

  • Initial diagnostik: Røntgenoptagelser i 2 planer (AP og sideoptagelse). Obs højtstående patella. CT kan være indiceret (besluttes efter samråd med vagthavende ortopædkirurg) hvis frakturen er intraartikulær.
  • Behandling i skadestue:
    – Der skal opstartes smertestillende medicin.
    – Immobilisering med eksempelvis en bagre gips.
    – Vagthavende ortopædkirurg skal kontaktes mhp. videre behandling.

Definitiv behandling

  • Non-operativ behandling:
    – Type I og II kan som regel behandles konservativt med en høj bagre gips såfremt extensor apparatet er intakt, og det afrevne fragment ikke er displaceret mere end 2-3 mm
    – Bandageringstid: 4-6 uger uden støtte
  • Operativ behandling;
    – Type II (displacering > 2mm) og Type III-V behandles operativt.
    – Det displacerede fragment fikseres typisk med en eller flere skruer
    – Associerede skader kan også kræve operativ behandling, f.eks. en menisklæsion
  • Ambulant opfølgning:
    – Alle ses til klinisk og radiologisk kontrol efter 7-10 dage i ortopædkirurgisk regi primært mhp. frakturskred.
    – Videre ambulante forløb afhænger af frakturtype og behandlingen af frakturen. Besluttes typisk af operatøren.