• Epidemiologi:
  – Der er ca. 6.700 hoftenære frakturer i Danmark årligt for patienter over 65 år, hvoraf ca. 55 % er collum femoris frakturer.
  – Det er typisk et lavenergibrud.
  – Den typiske patient er 82 år, kvinde (3 ud af 4), med en vis co-morbiditet og udgør 2,2 % af antallet af sengedage i Danmark.
  – Mortaliteten er ret udtalt – ca. 10 % er døde efter 30 dage og ca. 25 % efter 1 år.
• Patofysiologi:
  – Ca. 95 % af alle hoftebrud skyldes fald eller snublen
• Associerede skader:
  – Der ses typisk ikke associerede skader, men patienten kan være faldet pga. infektion og man skal gå ud fra, at de har osteoporose

• Symptomer:
  – Patienten har smerter sv.t hoften/lysken og ligger typisk med forkortet og udadroteret ben.
• Relevant undersøgelse og fund:
  – Palper området for direkte ømhed – os pubis, lysken og trokanterpartiet. For indirekte ømhed kan man lave let rotation af femur.
• Strukturer i fare:
  – Ingen, men der er altid et vist blodtab og patienterne er ofte dehydreret.

• AO klassifikation er hyppigst brugt.

Klassifikationen baseres på om frakturen er stabil (31A1.1-31A1.3) eller ustabil (31A2-31A3). Desuden er tykkelsen af lateralvæggen afgørende for stabiliteten. Er der mindre end 20.5mm intakt lateralvæg er frakturen ustabil. Tykkelsen af lateralvæggen kan måles i en 135 graders vinkel 3 cm distalt for trochanter major

Subtrokantær fraktur er defineret som en fraktur i området fra trochanter minor og 5 cm distalt herfor. I AO klassifikationen hører den til hos femur fraktur som 32A/B/C, alt efter fraktur type. Der findes specifikke klassifikationssystemer for subtrokantære fraktur såsom Seinsheimer og Russel-Taylor, men typisk klassificeres frakturen ikke yderligere.

• Initial diagnostik:
  – Røntgen af bækken og hofte.
  – CT kan være indiceret hvis man ikke på konventionelle røntgen kan se fraktur men patienten fortsat har klinik, eller hvis der er mistanke om patologisk fraktur.
• Behandlinger i skadestue:
  – Patienten skal smertebehandles (f.eks. morfika, epidural blokade, perifer nerveblok, gabapentin – læs lokale instruks) samt have anlagt i.v. adgang.
  – Alle hoftefrakturer skal som udgangspunkt indlægges til operativ behandling.
  – Mange af disse patienter får blodfortyndende behandling som skal pauseres. Skal opstartes i profylaktisk forebyggende behandling med lav-molekylært heparinpræperat. .
  – OBS! Finder man ikke en hoftenær fraktur, skal man huske at se efter ramus fraktur.

• Non-operativ behandling: stort set aldrig indiceret.
• Operativ behandling:
  – Patienter med en stabil pertrokantær fraktur osteosynteres oftest med en glideskrue, og patienter med en ustabil fraktur osteosynteres oftest med et marvsøm.
  – Subtrokantære fraktur osteosynteres oftest med et langt marvsøm. Associeret skader:
  – Reverse frakturer bør suppleres med en cerclage pga. risiko for sekundær frakturskred.
  – Inden udskrivelse bør man tage stilling til patientens iøvrigt medicinske tilstand samt flad- og osteoporoseudredning
• Ambulant opfølgning:
  – Typisk er der ingen opfølgende kontrol