• Epidemiologi: Op til 3% af alle frakturer. Ca 65% af alle calcaneus frakturer er displacerede og intra-artikulære. Ses hyppigst hos mænd mellem ca. 20 og 45 år.
• Patofysiologi: opstår hyppigst efter høj-energi traume såsom fald fra højde eller trafikuheld (aksial belastning af calcaneus). Omkring 20% sker som led i en arbejdsskade.
• Associerede skader:
  – ca. 10% har fraktur i rygsøjlen (oftest lumbalt)
  – ca. 25% har også en anden ekstremitetsskade (se efter bilateral calcanus fraktur, talus fraktur, distal tibia (pilon) fraktur)

• Symptomer: Patienter har moderate til udtalte smerter af hælen og kan ikke støtte på hælen.
• Relevant undersøgelse og fund:
  – Hæmatom og hævelse af hæl og bagfod. (hævelsen og bløddelsskaden er proportional med mængden af kraft og energi involveret i traumet)
  – Se efter bullae og åbne sår (et sted mellem 7 og 17% er åbne frakturer).
  – Oftest findes hælen breddeforøget.
  – Se efter hudnekrose omkring achillessene tilhæftning (stor risiko for nekrose ved de ekstraartikulære “andenæbs” frakturer)
  – OBS for kompartment syndrom af bagfoden (de akutte smerter pga blødning ud i væv der er stramt bundet omkring hælen er svære at skelne fra smerter forbundet med kompartment syndrom)

• Klassificeret overordnet i ekstra-artikulære og intra-artikulære frakturer.
• For de intra-artikulære frakturer benyttes hyppigst Sanders klassifikation.

Ved Sanders klassifikation inddeles calcaneus frakturer efter antallet af intraartikulære fragmenter set på CT. Ved type 1 er ledfladen udisplaceret (antal af fragmenter er underordnet). Ved type 2 er ledfladen delt i 2 fragmenter og ved type 3 er ledfladen delt i 3 fragmenter. Ved type 4 er ledfladen delt i minimum 4 fragmenter. Klassifikationen er primært relevant for de højt specialiserede afdelinger som behandler calcaneus frakturer operativt.

De ekstraartikulære frakturer inddeles i de små avulsionsfrakturer (typisk sv.t achillessenens tilhæftning) samt i de såkaldte “andenæbs” (tongue) frakturer (denne er vigtig at genkende da behandlingen er akut grundet risiko for nekrose af huden over achillessene tilhæftningen).

• Initial diagnostik: Røntgenoptagelser typisk i 3 planer (AP, lateral samt Harris view (hæloptagelse). Suppleres desuden ofte af standard ankeloptagelser. Hvis der på røntgenoptagelse er mistanke om fraktur eller man er i tvivl suppleres med CT scanning af hælen, typisk med fordel konfereret med vagthavende ortopædkirurg.
• Behandling i skadestue:
  – Smertelindring med peroral analgetika
  – Ved åben fraktur behandles efter generelle principper.
  – Lukkede frakturer men med store bløddelsskader (store hævelser med eller uden bullae) indlægges med elevation mhp. afhævning. Ikke behov for immobiliserende bandage.

• Indikationerne for korrekt behandling af de intra-artikulære frakturer er generelt kontroversiel. Den endelig beslutning om operativ behandling af de displacerede intra-artikulære frakturer ligger hos de 5 højt specialiserede afdelinger som skal kontaktes. Inden kontakt til de højt-specialiserede afdelinger er det vigtigt at notere i journalen om patientens funktionsniveau og job, compliance,  co-mobiditet samt evt misbrug (tobak og alkohol).
• Non-operativ behandling: små ekstraartikulære avulsionsfrakturer med diastase under 2 mm  kan behandles non-operativt med aftagelig fod/ankel ortose. Ingen vægtbæring og samlet immobilisering typisk 8-10 uger.
• Operativ behandling: De ekstraartikulære “andenæbs” frakturer er en akut tilstand grundet risiko for hudnekrose omkring tilhæftningen af achillessenen. Disse frakturer kræver hurtig operation for at aflaste huden. Behandlingen sker på lokal hospital og behøves ikke konfereres med de højt-specialiserede afdelinger. De intraartikulære frakturer konfereres med de højt specialiserede afdelinger mhp. om der er operationsindikation.
• Ambulant opfølgning:
  – Udislocerede følges typisk ambulant med røntgen efter 2 og 8 uger.
  – Opfølgning af opererede patienter planlægges af operatøren.