Ankel distorsion (forstuvning)

Diagnosekode: DS934

Udarbejdet af Niels Christian Kaldau og Kristoffer W. Barfod. Godkendt af Dansk Idrætsmedicinsk Selskab. Marts 2021

Introduktion

  • Epidemiologi: Ankeldistorsion er en forstrækning eller overrivning af ankelleddets stabiliserende ligamenter. Det er den hyppigste fodskade (ca. 250.000 om året i Danmark) og cirka en fjerdedel af alle idrætsskader er skader på de laterale ankelligamenter. Hyppigst hos unge kvinder og ved indendørs sport samt på kunstgræs.
  • Patofysiologi: Beskadigelse af især lig. talofibulare ant., lig. calaneofibulare i forbindelse med ukontrolleret inversion og intern rotation
  • Associerede skader:
    – I nogle tilfælde opstår en osteokondral læsion af det laterale talus-hjørne.
    – Fraktur kan ses (hyppigst malleol og 5. metatarsal, men også mellemfod)
    – Seneruptur (Tibialis ant./ post., peronues og akillessene)
    – Luksation af peroneussenernerne med overrivning af retinaklet
    – Syndesmose ruptur kan også forekomme i sjældne tilfælde

Præsentation

  • Symptomer: I den akutte fase ses hævelse og ømhed over de beskadigede ligamenter, ligesom patienten typisk ikke vil støtte på foden grundet smerte. Det er vigtigt at spørge ind til smerterne i timerne efter skaden, og før hævelsen tog til. Har patienten kunnet støtte her, er der næppe tale om en fraktur.
  • Relevant undersøgelse og fund:
    Ottawa Ankle Rules kan være en hjælp til at differentiere distorsioner fra frakturer. Er der mistanke om fraktur bestilles røntgenundersøgelse af fodleddet.
    – Knoglerne undersøges for frakturtegn, herunder direkte og indirekte ømhed
    – Man tester ligamenternes funktion (ved indirekte at trække i dem) for at påvise eventuel patologisk ømhed ved partiel ruptur eller løshed ved total ruptur. Der sammenlignes altid med modsidige fod.
    – Ved kronisk instabilitet undersøges for medial og lateral løshed samt for forreste skuffeløshed
    – Muskelfunktionstest for peroneusmuskulaturen udføres ved, at patienten fører forfoden udad/opad, og holder imod samt registrerer smerte og funktionsnedsættelse

Klassifikation

  • Alvorlighedsgraden af ankeldistorsioner klassificeres oftest som grad I til III, hvor grad I er et mildt stræk af ligamentet uden instabilitet, grad II er en partiel ruptur med en mild grad af instabilitet af leddet, og grad III er komplet ruptur af ligamenterne med instabilitet af leddet. Stabiliteten af de laterale strukturer testes ved undersøgelse af skuffeløshed. Dette er dog oftest svært i den akutte fase grundet smerter.

Skadestue behandling

  • Initial diagnostik: Diagnosen stilles primært klinisk. Er der mistanke om fraktur (afgøres ved Ottawa Ankle rules) bestilles røntgenundersøgelse af fodleddet.
  • Behandling i skadestue:
    – Den initiale behandling af ankeldistorsioner sker efter RICE / POLICE princippet
    – Smertestillende behandling
    – Kompression med ankelstøtte, alternativt stram bandage indtil hævelsen fortager sig. Let passiv og aktiv mobilisering til smertetærskel i denne periode
    – Belastning efter evne

Definitiv behandling

  • Non-operativ behandling: De fleste patienter responderer godt på konservativ behandling efter ankeldistorsioner, men omkring 10-20 % fortsætter med at opleve lateral ankelinstabilitet efter en akut lateral ankeldistorsion. Non-operativ behandling består typisk af:
    – Genoptræning med træningselastikker og vippebræt.
    – Brug af sports-ankelstøtte (eller evt. taping) i 1-2 år ved risikabel sport mm.
    – Tidlig belastning af ankelleddet.
  • Operativ behandling: Sjældent indiceret men patienter med kronisk instabilitet kan opereres med rekonstruktion af de laterale ligamentstrukturer og patienter med symptomatisk osteokondral læsion kan opereres med fjernelse af fragmentet og evt. inforation af underliggende knogle.
  • Ambulant opfølgning: Afsluttes til egen læge.